Cirkulatorisk kollaps

Det der startede som et uskyldigt hul i hornhinden er endt som et ubærlig mareridt.

Mandag eftermiddag kl. 16.05 – jeg havde ganske lige uploadedet mit sidste blogindlæg, da Jan kaldte på mig.

Huni var dårlig – rigtig dårlig.

Han havde diarre med blod og opkast med blodspor –

Han fortsatte konstant og det han afleverede så bestemt ikke godt ud.

16.10 ringede jeg til Dyrlægen – De anbefalede vi straks kørte til Anicura i København.

16.15 var vi afsted med en total syg hund på bagsædet med mig ved siden af.

De 52 km. var de længste jeg kan huske. Blodet sivede bare ud af Huni.

17.05 var vi fremme og 17.15 kom vi ind til dyrlægen.

Symptomerne mindede en del om dem han havde, da han får 3 år siden også var i narkose – bare meget værre.

Dengang blev diagnosen ”mavesår”.

På min historie hældte dyrlægen da også til at det var samme scenarie denne gang.

Huni blev indlagt på intensiv og vi kørte hjem.

Tirsdag formiddag ringede dyrlægen og kunne fortælle at jeg havde en meget dårlig hund. Blodet løb ud af ham i begge ender. Alt stod stille inde i ham. Han var virkelig døden nær.

Hun anbefalede en blodtransfusion da risikoen for blodforgiftning var særdeles høj. Dette blev sat i værk og Ved briefingen sent på eftermiddagen syntes hun han var i en lille bedring.

Han lå med adskillige drops. Havde fået lagt kateder så der kunne måles hvor meget han udskilte da nyretallene var dårlige. Blodprocent, blodsukker og protein så skidt ud.

Onsdags Briefing:

Huni har haft et ”CIRKULATORISK KOLLAPS”. 

Hans blodtal er stadig dårlige men på vej op. Han har været ude og tisse. Opgaven er nu at få ham til at spise selv. Det lykkes ikke.

Torsdags Brieffing:

Nyretallene er nu normale. Hans blodlegmer er høje, men det er godt for så bekæmper han indfektionen. Blodprocent er normal. Proteinværdien der ikke kunne måles onsdag (laveste er 17) er mål til 18.

Levertal er ikke pæne, men det skulle vi ikke bekymre os om, da leveren hurtigt kommer sig.

Glukosedroppet blev fjernet for måske at give lidt appetit – han vil stadig ikke spise. Dog er han oppe på benene, drikker fint og tisser.

Desværre er der stadig diarre- så hjemsendelse udskydes, da risikoen for væsketab meget hurtigt kan blive forværret.

Fredag

Vi besluttede alligevel at hjemtage Huni her op til weekenden. Anicura fortalte at nogen gange lever hunden mere op af at komme hjem i vante omgivelser. Både for at appetitten måske blev bedre, men også hundens psyiske og mentale tilstand. Det kan ofte virke deprimerende på hunden (og mennesker)at være  i en sygehuskontekst.

Men herregud da en lille bitte sølle hund. Han er total afkræftet, har diarre og sivende afføring – dette til trods tror vi på han har det bedre her end i sygehusburet.

Vi har fået en mega medicinseddel med hjem som jeg håber at kunne finde ud af.

Jeg har fået lavet sygeværelse, hvor det ikke gør noget med en sivende tarm og udgang om natten er let.

Hvis ikke det var fordi Huni havde en sygeforsikring, ja så var han her ikke mere –

Det koster KASSEN at ligge på intensiv i flere dage.

Jeg vil også lige gøre tydelig, at opholdet på Anicura København har været total professionelt - der har ikke været mangel på  Briefinger eller andet vi gerne ville vide.